
Hattemagerhusets lange historie
Hvem har boet i huset
Hattemagerhuset gennem tiden fra 1836 til 1989.
Hvem har boet i huset
1836 : En hattemager kom til
Den første beboer, der med bestemthed boede i Hattemagerhuset er hattemager Peder Andersen, der slog sig ned i Tarm 1836. Det oplyses at han var fæster af stedet.
Iflg. kirkebogen kom Peder Andersen til Tarm i december 1836 fra Hjørring. Under håndtering står hattemager.
Peder Andersen er født 1804, men hvor han er født, vides ikke. Han blev i 1837, 32 år gammel, gift i Varde Kirke med Johanne Cathrine Jensdatter. Johanne og Peder fik ingen børn!
Peder døde i Tarm i 1844, 40 år gammel af tæring. Johanne blev boende i huset. I folketællingen 1845 oplyses at hun levede af håndarbejde, og i 1850 levede hun af sine penge.
Fik lov at handle med småting
Det har nok været lidt småt for Johanne, for i 1856 gav Lønborg-Egvad Sogneråd Johanne bevilling til at handle med tråd og sysager.
Iflg. en lang liste over ejendele, der blev skrevet i forbindelse med, at hun i 1876 blev "indlagt" på fattiggården, fremgår at hun havde handlet med tråd, knapper, hægter, bændler, bomuldstøj, små tørklæder, halstørklæder, stof i forskellige kvaliteter, m.m.
Johanne døde på Fattiggården den 18.5. 1877, 79 år gammel.
Johannes efterladenskaber blev solgt ved auktion. Det indkomne beløb samt en sparekassebog blev tildelt Hans Debel i Varde, der var hendes universalarving.
1876 Huset fik eget matrikel
Gårdejer og sognefoged i Baunbæk, Knud Chr. Boilesen, fik i 1876 tilladelse af Lønborg-Egvad kommune til at udstykke en parcel, matr.nr. 8k, 2album og gammelskat 36 ører med påstående bygninger, "tidligere bortfæstet til Hattemagerkonen". Nu fæstet af snedker Niels Jørgen Christensen.
I 1878 købte snedker Niels Jørgen Christensen grund med bygninger og værnandel for 400 kr.
1881 : I maj måned 1881 mageskiftede Niels Jørgen Christensen Hattemagerhuset med ejendommen 60b i Fjerbæk i Lønborg med smed Morten Nielsen.
Hattemagerhuset blev sat til en værdi af 500 kr. uden kakkelovn og komfur, og Fjerbækvej og en engparcel blev sat til 2.940 kr. dog uden kakkelovn og komfur.
1890: I september 1890 solgte Morten Nielsen huset til husmand og daglejer Andreas Pedersen fra Hanning.
Prisen var 975 kr. for hus og grund samt bl.a. 1 komfur, 1 kakkelovn, køkkenbord, vask, madskab og reol samt andel i Nyværn.
1894 : Andreas solgte i 1894 "Hattemagerhuset" til fyrbøder Erik Chr. Jørgensen fra Bredgade i Skjern.
Købesummen var 1.000 kr. I handelen indgik komfur, køkkenbord m.m.
Erik er født 1862 i Hover, gift med Kristine Jensen, født 1857 i No.
I 1902 opførte Jørgensen et tørvehus i forlængelse af husets vestlige ende og i 1905 opførtes et vaskehus vinkelret på husets vestlige ende, grundmuret med paptag. Iflg. Forsikringspapirerne ejedes vaskehuset af en byggeforening ved tømrermester Andreas Ormstrup. (Byggeforeningen ejede også et vaskehus i Skolegade).
1905: Erik Chr. Jørgensen solgte i maj 1905 til møllersvend Jens Peder Gravesen.
Prisen var 1.035 kr. for grunden, hus med komfur, kakkelovn og madskab.
I handelen indgik også 6 høns og 1 hane samt Nyværn og Kirketiende.
Jens kom som enkemand til Tarm fra Præstbro. Han havde sin ugifte datter Juliane med, som førte hus for ham. Juliane forblev ugift og var husholderske for faren.
Jens Peder Gravesen døde i Tarm i 1911, 65 år gammel.
1911: I 1911, da faren Jens Peder Gravesen døde, fik datteren Juliane Graversen adkomst til huset, som dengang blev benævnt "Dukkehuset" pga. sin lidenhed og indretning.
For at tjene til livets ophold gik Juliane til hånde i flere hjem i Tarm. De fruer hun hjalp, blev til gengæld hvert år inviteret til hendes fødselsdag i Hattemagerhuset, men de skulle selv medbringe brød til kaffen.
Juliane flyttede i 1941 til De gamles Hjem i Skolegade, hvor hun betegnes som rentier, dvs. at hun lever af renterne af sin formue.
Juliane døde den 14.8. 1949, 75 år gammel. På hendes gravsten står: "Guds nåde er mig nok".
1941: I 1941 solgte Juliane huset til arbejdsmand Carl Marius Jonassen.
Da Jonassen overtog huset, var huset uden el og vand. Der var en kakkelovn, hvor man fyrede med fast brændsel, og i baggangen var der en bageovn og en gruekedel. Huset bestod af soveværelse mod syd, indgang mod syd, stue mod vest, spisekammer mod øst, køkken og bryggers mod nord.
Loftet var uudnyttet.
I soveværelset var der køjesenge til to børn i hver, samt en stor seng, hvor forældrene sov med resten af børnene. Elvira og Carl havde 8 børn.
I et udhus mod Øst var der lokum og brændeskur.
Af sociale årsager valgte Jonassen i 1954 at sælge huset til kommunen.
Salgsprisen var 7.469 kr. Herefter sad Jonassen sad til leje ved kommunen.
Carl Jonassen døde 4. januar 1965, 64 år gammel. Elvira blev boende indtil 1985, hvor hun flyttede til Torvegade 49. Elvira døde i 1995, 86 år gammel.
1989 : Hattemagerhuset overtages af Skjern-Egvad museum, som driver stedet med forskellig aktiviteter. Bliver væsentlig mindre ved kommunesammenlægning i 2007.
2016: Museet stopper med at drive Hattemagerhuset. Bygningen overdrages til kommunen.
2025: Den 1. august, får Hattemagerhusets venner brugsretten over matriklen.
Ovenstående er uddrag fra historien fortalt af:
Inger Hansen, Egvad Egnshistoriske Samling, 2026
Hele historien findes i Hattemagerhuset.
Johanne Kathrine Jensdatter
Hvad hun medbragte da hun blev indlagt på Tarm Fattiggård den 18. maj 1877
1 overdyne Vurderet til 20 kr.
1 Bolsters - Vinterdyne 15 kr.
1 gammel dynevår 1 kr.
2 lange og 3 korte puder 15 kr.
4 Halsklæder 12 kr.
2 par lagener 6 kr.
1 gammel vadmelstrøje og et stribet Skjørt 3 kr.
1 gl. Underskjørt med Livsstykke 50 øre
1 gl. do do 50 øre
1 gl. strikket do 50 øre
1 strikket do 50 øre
1 skjorte 1 kr.
En blå Vadmesltrøje 2 kr.
1 stribet Tosils- Forklæde 1 kr.
1 gl. Tørklæde af en gl. strikket Trøje 10 øre
1 Kåbe 8 kr.
1 Blå Tosils-Kjole
I brun do do 8 kr.
1 Blå strikket Trøje 2 kr.
1 Modest:? 50 øre
2 gl. Nattrøjer 20 øre
1 blå Tosils-Kjole 5 kr.
1 Brun Tosils-Kjole 5 kr.
1 stribet Skjorte af Bommuldstøj 1 kr.
1 gammel Trøje og Skjorte 1 kr. 50 øre
2 Hovedtørklæder 1 kr. 30 øre
2 Kyser 50 øre
1 Kastetørklæde (dækker hals og barm) 4 kr.
1 Tørklæde 3 kr.
1 Tørklæde 2 kr.
1 Tørklæde 25 øre
17 stk. Lomme- og andre tørklæder 2 kr.
2 sorte Forklæder 25 øre
2 Tørklæder 50 øre
1 par sorte Strømper 1 kr.
2 stk. Sengeomhæng? 25 øre
2 Borde 3 kr.
1 Jernrive og 1 Hyppejern 25 øre
1 Temse (si/rist til at skille korn fra avnere? 50 øre
7 Bikuber 60 øre
1 Stige 25 øre
1 Pose med pjalter 10 øre
4 bedre Særke 12 kr.
7 gamle meget ringe do 1 kr.
2 Håndklæder 1 kr.
1 Dug 2 kr.
1 Dug 50 øre
½ alen sort Lærred 10 øre
22 alen Tvistlærred 7 kr.
6 par knive og gafler 1 kr. 50 øre
1 sort Hat og 4 Kapper 2 kr.
1 Spand 1 kr.
1 spinderok 50 øre
3 Blikøse 25 øre
1 Gryde 1 kr.
1 Mælkespand 25 øre
1 par Træsko 25 øre
1 Kaffekjeddel 50 øre
1 Pose 20 øre
1 Spade, 1 Skovl, 1 Rive og 1 Øxe 3 kr.
1 Chartol 15 kr.
1 Lænestol 3 kr.
2 Stole 1 kr. 50 øre
1 lille Bord 1 kr.
2 Trøstere (se Peders Jul vers 5) 1 kr.
1 Bismer 1 kr. 50 øre
3 ¼ n uld og garn med sokker 3 kr.
3 Kurve med Ragelse 50 øre
1 Skildtrøje 25 øre
2 Rullegardiner 10 øre
1 Rødt Skab med Forskelligt 3 kr.
2 Bælter 25 øre
1 Blikdåse 50 øre
1 Kasse med Forskelligt 1 kr.
1 Puster? 10 øre
1 lille rødt Skab 25 øre
1 Strygejern 1 kr.
1 Hjørneskab 1 kr.
4 Kasser med Ragelse 50 øre
2 Stakitlåger? 25 øre
1 Telt med sejl 2 kr.
1 Dynge gammel Træ 25 øre
Tag 3 kr.
1 Stueur 2 kr.
Huset til nedbrydning 50 kr.___________________
Tilsammen 253 kr. 95 øre
Endvidere medbragte hun 40 større og mindre Skilderier i Rammer.
1 større og mindre Spejl 2 præsenterbakker 3 Skåle, 1 Kaffekande, 1 Thepotte.
3 Flødekander, 1 Smørdåse, 1 Krus, 2 Sukkerskåle, 1 Saltkar, 2 Kaffedåser, 1 Vin og 2 Snapseglas.
1 Ølglas, 2 små hvide Flasker, 2 krukker,1 glas med The, 1 Kaffekande N og 4 Thesker, 1
Teflaske, 2 figurer af Fajanse, 2 Tallerkener, 1 pakke Bøger, 1 Brødkniv, 1 lille fad og 1
Talerken, 6 pa kopper og 5 Overkopper, 74 små skuffer i Chartoller af forskellige handelsvare, bestående af Tråd, Knapper, Knappenåle og Lignede. I Klapkufferterne lige-
ledes forskelligt Ragelse. En lille Børnedragkiste med Ragelse.
I et rødt Skrin, der er låset af 1stk blåstribet Bommuldstøj 1 stk brun- og hvidstribet do,
1 stk gulternet do, 1 stk blåternet do, 1 stk. 1 stk. Rødternet do, 1 stk. sort og gulternet do,
1 stk. rødstribet do, 1 stk do do, 1 stk rød sirts, 1 stk. violet do, 1 stk. rødblomstret do, 1 stk dito, 2 stk Pæsenterbakker 37 stk. Tørklæder, 1 stk. Fløjel, 1 stk. stribet Flonels-Tøj, 10 pakker
Tråd, 1 pk. Silke, 1 pk. Bændler, 1 kasse med Snolder, 1 pk. Knapper, 1 pakke med Fryndser
3 Børnehuer, 1 pk. Pjalter, 11 stk. Bøger, 2 Lysestager, 1 Malmmorter og 1 stk bestemt til ligsærk.
Et hvidt skrin hvori forskellige Gjenstande blev forseglet med Sognerådets Segl.
Endvidere overleveredes Sognerådet en Sparekassebog hvorefter Enken har indestående i Varde Sparekasse et Beløb af 688 kr. 53 ø samt restere Renter fra 11. Juni 1875, samt en Kontrabog hvorefter hun skyldte Købmand O. Palludan i Varde 149 kr. 79 ø, og står hun endvidere i Gjæld til Distriktslæge Gundelach, Apoteker Rasmussen og slagter Beiter af Tarm, - hvorfra regninger endnu ikke er indkomne.
Johanne Kathrine Jensdatter døde den 11. juni 1877.
Samtlige hendes efterladenskaber sælges ved Auktion til Inkassator valgtes Sagfører Jensen i Tarm der udbetalt det indkomne Beløb til universalarvingen, Kjøbmand H. Debel i Varde til hvem formanden ligeledes leverede Sparekassebogen.
Iflg. Teksten formodes det at Johane har fået sine varer hos manufakturhandler Ole Carl Tidemann Palludan, Kræmmergade 48 i Varde.
Inger Hansen, 2026
Huset i forfald 2025. Foto af Holger Bundgaard
Nyt liv 1.8.2025
Hattemagerhusets Venner

Fremtiden
Vi glæder os til at hus og have kommer til at se ud som i gamle dage